John Steinbecks roman ”Månen er skjult” udkom i 1942 i USA, og i løbet af krigen var der mange oversættelser af den i omløb i det besatte Europa. Selvom den invaderende magt aldrig bliver nævnt ved navn, er det tydeligt, at der er tale om Nazityskland, der ligesom oberst Lansers hær formåede at besætte mange europæiske lande uden at møde væbnet modstand, men som ligesom Lanser fandt ud af, at selv de fredeligste folk før eller siden vil slå igen mod overmagten.
John Steinbeck (1902-1968) var en amerikansk forfatter, der skrev et væld af noveller og romaner, der er blevet oversat til flere forskellige sprog. I 1962 modtog John Steinbeck Nobelprisen, og hans værker er bredt anerkendte verden over.