Nietzsche tager også sigte på fremtrædende franske, britiske og italienske kulturledere, som han mener udviser lignende karakteristika. Nietzsche roser Cæsar, Napoleon, Goethe, Thukydid og sofisterne som værende stærkere og sundere end alle disse hævdede repræsentanter for kulturel dekadence. Bogen beskriver Nietzsches sidste og mest betydningsfulde bestræbelse som omvurderingen af alle værdier og præsenterer et antikkens perspektiv, hvor romerne, om end kun på litteraturens område, triumferer over de gamle grækere. Tolv afsnit udgør bogen.
Mange af Platons teorier, især dem, der relaterer sig til Being and Becoming, formernes verden og sansernes fejlbarhed, er afvist af Nietzsche. Mere specifikt afviser han Platons holdning om, at man skal fornægte sanserne. Dette er et tegn på personlig dekadence, som går imod Nietzsches ideer om menneskelig brillans. Nietzsche bruger udtrykket "dekadence" til at beskrive et tab af kraft og en fejring af svaghed. Hvis man ifølge Nietzsche antager et had til naturen og efterfølgende et had til sanseverdenen – de levendes verden – ved at acceptere en ikke-sanselig, uforanderlig verden som overlegen og vores sanseverden som ringere. Ifølge Nietzsche ville kun en svag, syg eller uværdig person have en sådan tro.