Teksterne i denne bog er skrevet af en narkoman. Thomas De Quincey vandrede hele livet i et opiumfremkaldt tågeland mellem drøm og virkelighed. Hvor tid og sted ikke fandtes, hvor diabolske uhyrer huserede og groteske ansigter trængte sig ind på ham, hvor krige og storme rasede uophørligt, hvor alt var usammenhængende, forvrænget, skrækindjagende og undertiden smukt – og hvor opiumdråberne som regel var de eneste sikre trædesten.

I bogen skildrer De Quincey disse rejser til de mørkeste lag af hans sind. Og dermed bliver bogen også en storslået beretning om en mand på vej til sig selv og verden – om en mand der i sin stræben efter lys aldrig ophørte med, som han sagde, at male på mørket.

Det er nogle af verdenslitteraturens forunderligste og mest originale prosaværker, der hermed har fået stemme på dansk. Af de tre tekster har kun ungdomsværket 'En engelsk opiumbrugers bekendelser' tidligere været oversat, men i en senere og stærkt modificeret udgave. Ved at føre værket tilbage til sin originale skikkelse og udgive det sammen med 'Suspiria de profundis' og 'Den engelske postvogn' er det nu for første gang muligt i oversættelse at opleve De Quinceys vældige tableauer, som han oprindeligt havde tænkt sig dem.

Thomas De Quincey (1785-1859) var engelsk købmandssøn, stammede fra en god familie, var lysende begavet og havde materielt set udsigt til en bekvem tilværelse i trygge rammer.

Nitten år gammel prøvede han opium for første gang. Det blev begyndelsen til et livslangt forhold. Han forelskede sig i stoffet på stedet – på godt og ondt, som det er kærlighedens natur. Det holdt ham oppe, og det holdt ham nede, men trods de drabelige konsekvenser det havde for ham i perioder af hans liv, afsvor han det aldrig.

Han påstod selv, at det skærpede hans forstand, og det havde han muligvis ret i. Han påstod også, at han ikke kunne fungere uden opium, og det havde han helt sikkert ret i.

Frugterne af denne stormfulde kærlighedsaffære var de tre værker, der er samlet i denne bog.

Uddrag fra Hans-Jørgen Birkmoses efterskrift:

“En engelsk opiumbrugers bekendelser fra 1822 er den relativt unge mands indimellem ligefrem friskfyragtige redegørelse for sin gøren, laden og mangel på samme. Når vi møder den ‘samme’ mand i Suspiria de profundis fireogtyve år senere, er det tydeligt, at de mellemliggende år har gjort det påtrængende at søge, om ikke ligefrem forklaring, så i det mindste afklaring i en slags lindrende erkendelse af, at det er i lidelsen, et menneske udvikler sig og forædles. Og fem år senere kommer så Den engelske postvogn, der både i disposition og fortællemåde er langt den mest udadvendte af teksterne; alene det at De Quincey her i lange stræk beskæftiger sig med forhold uden for sig selv, røber det aldrende menneske, der er kommet ud af stormene og har fundet ro og overskud. Derfor er værkerne her, selvom der er tale om tre selvstændige arbejder, samtidig et helstøbt og enestående triptykon over et menneskeliv og et menneskesind i al dets mangfoldighed.”

"Baudelaire skrev specifikt om opiumsbekendelserne, at de er »de mest forbløffende og prægtige visioner, som nogensinde har lyst på det snehvide papir - forfatterens skrøbelige værktøj«. Det er en fantastisk ros at få fra Baudelaire, og det er næsten ingen overdrivelse, må jeg konstatere efter at have tilbragt en uges tid med de 265 sider, som har fundet vej til den danske udgivelse. (...) Det er svært at yde Quincey retfærdighed inden for rammerne af en avisartikel. Hans selvregistrering skærer ind i ens hjerte, hvis man har et. Der er myte og analyse på én og samme tid. Han var Freud lang tid før Freud - men uden Freuds seksualoverdrivelse. Kærligheden er en langt større kraft hos Quincey, den er dybere, man mærker dens rødder tilbage til antikken og tilbage til hans eget livs begyndelse i kvindens favn."
Ole Grünbaum, Weekendavisen

"De tre tekster bør læses som dele af ét samlet autobiografisk værk, og man kan kun glæde sig over, at forlaget Klim har valgt at udgive dem samlet - og at det har valgt at oversætte den tidlige udgave af opiumbrugerens bekendelser frem for den reviderede og langt svagere version, som De Quincey publicerede få år før sin død i 1858. (...)
At oversætte De Quincey er ingen let opgave. De Quincey skrev, som han drømte.
Hans sætninger er slyngende arabesker, der knopskyder i uendelige digressioner.
Humor og fantasi veksler med den mest svulstige patos, og billeder og analogier står i kø. Impassioned prose, lidenskabelig prosa, kaldte han sin egen stil. Birkmose slipper alt i alt rigtig godt fra opgaven.
Hans oversættelse er tekstnær og omhyggelig."
Lis Møller, Standart